tirsdag den 16. december 2008

Adelaide









Da vi ankom på pladsen i Adelaide, blev vi enige om at vejret lige var et storby vejr – sådan lidt overskyet, så resten af dagen brugte vi på at tage bussen ind til Adelaide centrum – det tog ca. 45 min.
Vi osede rundt på hovedgaden, King William St. samt gågaden Rundle Mall. Der var nu de samme butikker som vi har set før, så det var ikke en oplevelse ud over det sædvanlige – men en meget hyggelig by. Vi fandt en dejlig restaurant, Daniel fik lov at vælge og den hed Daniel`s – så valget var ikke svært…… :O)
Vi fik nogle lækre bøffer og god rødvin – dejligt.

Hjem til campingpladsen igen – kort tid efter vi ankom fandt ungerne et par danske kammerater – så dem så vi ikke meget til resten af aftenen.

I går blev vi så på pladsen det meste af dagen, vejret startede lidt pø om pø, så vi sov lidt længe, og fik lavet nogle lektier – derefter så vi ikke meget til børnene resten af dagen – de havde det herligt med 11 årige Jakob og 5 årige Thorbjørn – de rendte fra legeplads til hoppepude og tilbage igen – de kom forbi og så Shreck på tv. få en gang is og slik – ellers hyggede de sig bare.
Ved 17.30 – tiden fik vi dog indsamlet børnene og tog med bussen ind til Glenelg, den nærmeste by, for at spise. VI gik lidt rundt langs stranden og molen og valgte en dejlig restaurant med fisk/ting fra havet – udsigt over vandet – dejligt. Jeg fik lokket Søren til at spise en god blanding af alt godt fra havet ….. Desværre havde stort set alt været en tur i frituren sammen med pomfritterne først……. – ærgerligt…….
Vi smuttede hjem og sov anden sidste nat i camperen……





Hertil morgen stod jeg tidligt op, idet jeg havde bestilt et Skydive/faldskærmsudspring i Adelaide.
Jeg havde booket tid til i lørdags men pga regn, var det blevet aflyst. I stedet havde jeg fået tid hertil morgen. Jeg ringede til arrangøren og tjekkede om alt var ok og det var det. Af sted vi drog kl 08.00 og ankom ca. 9.15. Jeg fik en kort introduktion i hvordan tingene fungerer og hvordan man skal gøre i luften. Det er et såkaldt tandemspring, hvor jeg er spændt sammen med en instruktør som styrer faldskærm/landing etc. Det eneste jeg skulle var at nyde udspringet. Og det gjorde jeg så.
Vi var 6 mand i et fly beregnet til 2-3 personer. Vi sad rimeligt mast sammen i flyet som også var af ældre dato. Min instruktør Mark jokede lidt med det og sagde at det var sikre at springe ud fra det end at lande i det …….
Vi fløj i ca 25 min optil 10000 fod – ca 3,3 km oppe. Herefter blev jeg ført ud på et fodtrin og efter ok, ready, go , sprang jeg/vi så. Det var en rigtig fed oplevelse at falde frit i 40 sekunder med 200 km i timen efterfulgt af 5 min fald i faldskærm. Det at falde ned på skyerne og se solen i baggrunden, var helt vildt. Vi landede perfekt, lige foran mødestedet hvor Charlotte, Daniel og Rikke stod og ventede. Jeg bestilte en DVD optagelse af springet + fik 40 fotos med. Det var en super fed oplevelse og DVD’en har jeg/vi allerede set et par gange.

















Kl. ca. 12.00 kørte vi tilbage til campingpladsen, for at nyde den sidste dag. Heldigvis var solen kommet godt frem og vi fik nogle gode timer ved poolen og stranden som ligger lide ved siden af pladsen. Nu har vi pakket det meste af bilen ned i vores 4 store og propfyldte tasker.










Det har været en fed tur og 2,5 - knap 3 måneder er ved at være gået.
Vi har kørt ca. 6400 km i monsteret, fra Cairns i nord , via Port Douglas til Adelaide i syd – det har været sjovt at prøve at have det hele med på ryggen – nogen gange har det lydt som om, hele tallerkenrækken samt alt hvad der ellers er i skuffer og skabe , er røget ud – og det har bumpet og skramlet, men det er gået og det har været fedt. Vi har alle nydt at være sammen hele tiden, selvom vi alle har skulle tælle til 10 engang imellem – 6 kvm er ikke meget, når man til hverdag i Dragør, er vandt til 160 kvm. Vi har fået snakket sammen over aftensmaden, som vi aldrig har gjort før – det har været sjovt at fortælle børnene om vores ungdom og høre om deres hverdag – noget vi normalt ikke hører meget om.
Det har været fedt ikke at skulle noget specielt, bare bestemme sig til, at vi i dag gør det som vejret bedst egner sig til – sove længe nogle dage, stå tidligt op andre dage, køre langt, køre kort tid, ose lidt i storbyer, eller tilbringe HELE dagen ved poolen/stranden – hvilket vi alle 4 nok er rigtig gode til……
Vi har snakket om, hvad vi syntes har været det bedste og vores første valg, blandt helt fantastisk mange oplevelser, har været..:
Daniel : Seaworld i USA, Koalaer, Kænguruer og alle sælerne på Kangaroo Island samt alle de mange Papegøjer han og en anden dreng fodrede i Merimbula.
Rikke : Seaworld, Opera huset i Sydney, Little Sahara på Kangaroo Island, alle dyrerne og ikke mindst de varme spa-bade, hun slægter sig mor MEGET på…….
Søren : 2 flotte snorkel ture på Great Barrier Reef og turen til Whitsunday Island med en helt fantastisk strand, Las Vegas som både er helt vildt flot, men også meget amerikansk, Great Ocean Road i syd Australien som er en storslået vejstrækning, Sydney som er en flot by og mit skydive i Adelaide.
Jeg syntes det fedeste har været de 2 snorkel-ture på Great barrier Reef, det har været en fantastisk oplevelse og fedt at få lov til at gøre det med børnene – Daniel er den fødte svømmer/snorkler og Rikke godt på vej. Det har også været fedt at flyve helikopter over Grand Canyon, en ”lille” tærskel der skulle overvindes for mig, der ikke har det alt for godt med højder – det var en fed oplevelse og en storslået udsigt på første parket i helikopteren – men fedest af alt, syntes jeg, har været at være sammen hele tiden alle sammen, nyde at have fri og kun have hinanden, også selvom det er på 6 kvm. - vi har alle sammen skulllet tælle til 10 – men ingen er blevet uvenner og alle har fundet ud af at få tingende til at fungere – fedt.

Nu er det ved at være slut, i morgen venter en rigtig laaaaaang flyvetur – 7 timer til Singapore, vente i 5 timer, flyve ca. 12 timer til London, vente 5 timer for derefter at flyve de sidste 2 timer hjem til Kbh. Til 3 grader og regn…….mmmmmmmm
Det bliver nu meget godt, vi glæder os i hvert fald til at sove i vores egen seng og se familien, Felix-hunden og vennerne igen – ikke mindst Daniel og Rikke, som glæder sig meget til at se Sidal og Anna igen.

1 kommentar:

Jeanette sagde ...

Hej Charlotte og familie
Det har været alletiders at kunne følge jeres færden jorden rundt. Jeg har virkelig fået blod på tanden og håber at kunne få overtalt Tom til at følge trop. At det nok ta'r et par år at få sparet tænker vi ikke på nu :-)
CF, glæder mig til at høre en masse ex. næste gang vi mødes med tøzerne. Rigtig god jul og godt nytår til jer alle. Knuz JJ